En kvinde på 94 år har levet et rigt liv med både glæder, frygt, overlevelse, tragedie, sorg og fortrøstning. Men det er hverdagen her og nu der fylder i hendes liv nu, mere end fortiden. Camille er en ældre dame, men hun er intelligent og er klar i hovedet selvom fortiden står lidt sløret for hende. Nutiden står derimod lysende og hun vil leve. Hun vil ned i den lokale café/brasserie og drikke sin café au lait, hun vil konstant være omringet af mennesker og aldrig være alene. Problemet er at frygten for at være alene, alderdommen og en forestående flytning bremser hende i hendes vilje. Filmen følger Camille i tykt og tyndt i et år. I en hverdag hvor hendes væsen og karakter træder stærkt frem.

Filmen følger Camille, en 94-årig fransk, jødisk kvinde som bor i Paris. Hun har været min nabo i et års tid og jeg er kommet meget nær hende og familien siden jeg er begyndt at filme hende. Jeg var først meget interesseret i hendes fortid men er kommet til at indse, lidt efter lidt, at hendes hverdag, idag, er rig på intriger og bekymringer og at disse fylder utrolig meget for hende. Det er derfor hendes sindstilstande der kommer til at fylde i filmen, mere end den dybe historie omkring hende, selvom denne selvfølgelig kommer til at være tilstede og at vi taler om den indimellem. Hendes flugt som barn med moderen fra Algeriet, hvor hun er født, hendes flugt igen som ung kvinde under anden verdens krig, hendes liv i Algeriet som ung kvinde, hendes hjemkomst til Paris, hendes otte børn, hvoraf en af drengene dør som barn og en anden af hendes sønner dør som voksen mand... Camille fortæller mig mange ting men hun har glemt meget og blander tingene sammen. Det er hendes døtre der giver mig lidt klarhed over Camilles fortid. Men det meste af mit materiale er Camille i hendes hverdag og omkring de ting der optager eller bekymrer hende her og nu. Når jeg filmer har jeg som regel kameraet stående et sted i rummet, overfor Camille eller på hendes side. Hun nyder at blive fotograferet og giver mig glædeligt lov til at filme hende. Når hun bliver fotograferet (med fotografiapparat) stiller hun op, retter på håret og smiler. Når jeg filmer (med videokamera) spiller hun til gengæld slet ikke op til kameraet. Hun og de fleste andre glemmer at de er på og lever videre. Kameraet bliver på dén måde et vidne til hendes liv. Jeg deltager i hendes liv, på samme præmisse som hende, foran kameraet, med min stemme og mit billede. Filmen er iøvrigt også om det bånd der knyttes mellem en gammel dame og en ung kvinde. Jeg stiller engang imellem nogle bevidste spørgsmål for at lede ind på et bestemt emne, men det er som regel Camille der tænker højt, bekymrer sig om noget eller som betror sig til mig. Der er aldrig tale om interviews. Jeg har besøgt og filmet Camille siden april 2010. Efter 8 måneder er jeg naturligvis kommet meget tæt på familien og jeg er ikke længere den unge kvinde der filmer Camille men mere en slags veninde eller barnebarn der hjælper hende i hverdagen. Jeg er en person der deltager i familiens liv, mere end kamerats øje. Igennem alle disse måneder har spændingen været kolossal mellem døtrerne og skænderierne har jeg undgået at filme. Men bekymringerne kan mærkes hos Camille. Det er forskellige begivenheder, i løbet af den tid jeg har filmet Camille, der vil tegne dokumentarens forløb. Blandt andet hendes flytning fra den lejlighed hun har boet i i næsten 65 år, fordi den gamle bygning skal renoveres. Portrætfilmen er ikke beskrivende. Det er mere et vindue ind til Camilles liv og til hendes sindstilstande.

Stilistisk er billederne direkte og simple. For at komme så tæt på Camille som mulig måtte jeg arbejde alene. Dette er både en stor rigdom men resulterer engang imellem i mistede optagelse. Jeg kan nemlig sjældent kontrollere kameraet og lyden. Men det er klart den måde jeg filmer på og hvorved jeg fanger en del gyldne stunder. Jeg har meget filmet materiale af Camille i mange forskellige situationer. Hendes ansigt er utrolig ekspressivt og man fornemmer straks de gode og de dårlige dage. Camille synger også for mig indimellem. Og en af disse "100 år gamle sange", som Camille siger, vil jeg bruge i filmen. Jeg vil også forsøge at få en musiker til at lave et tema over sangen. I stedet for at finde arkivmateriale af det gamle jødiske Marais-kvarter som hun bor i, eller billeder af mennesker og steder hun plejede at besøge, har jeg valgt at hun viser mig sine personlige fotos mens hun taler om hvem der er på billederne, de får hende til at huske. Filmen er et portræt af denne kvinde. Det der først interesserede mig i dette projekt var Camilles historie, og fordi hun er jødisk og algerisk. Mødet med mennesker, der har oplevet flugt og krig får os til at tænke på de vanskelige beslutninger og valg, ville vi blive tvunget til selv at gøre, hvis vi levede de samme situationer. Det der derefter har styrket projektet er at opdage, at en dame på 94 år stadig kan have de samme bekymringer, tanker, glæder og sans for humor, som jeg kan have i dag, som 30-årig.

Dette er små bider af det optagne materiale. Det er ikke klippet sammen. Man får en fornemmelse af filmen. Camille som person, billederne og stemningen.